|
Her er Pias oplevelser som førte til at hun fik Keltican N
Pia´s historie.
Pia fik den 2. januar 2007 et kæmpe chock, da hun ankom på sit arbejde. Hun havde mærket, at der var noget galt i ryggen, på vejen til arbejdet, men hun mente nu nok, at det kunne gå.
Da hun stod af cyklen, kunne hun ikke løfte benet fra jorden og var nødt til at lægge cyklen ned for at komme fri af den.
Da hun kom ind på kontoret og havde fået jakken af, kunne benene ikke bære hende længere. Hun lagde sig på gulvet, og på vejen ned, greb hun telefonen og ringede efter mig.
Der blev ringet efter en ambulance og Pia blev kørt til behandling på Farsø Sygehus. Der var hun i 11 dage.
Tiden gik, og der var læge og fysioterapeut på banen. der blev trænet og behandlet, men lige meget hjalp det.
Pia blev senere scannet og de konstaterede at hun havde en diskusprolaps i lænden.
Smerterne blev ved med at være der.
Sidst på året, mødte vi en mand ved Brugsen i Løgstør.
Han stillede spørgsmål til Pia tilstand, og fortalte at han selv lige var kommet hjem fra en tur til München, hvor han var blevet behandlet for en lignende diskusprolaps.
Han fortalte om deres måde at behandle problemet på, og at det var meget anderledes end det man gør her i Danmark.
Det tilbud Pia kunne få her hjemme gik ud på, at man ville åbne hende forfra, fra skamben til brystben, flytte alle indvoldene til side og operere skaden og så lægge indvoldende på plads og lukke efter sig.
Det turde hun ikke, for som de sagde, der er altid en risiko. Man kunne ikke garantere, at det ville forbedre hendes situation.
På Alpha Klinik kunne man operere ved at føre en kikkert ind fra siden og nappe prolapsen af, så den ikke længere trykkede på nerven, alt sammen under lokalbedøvelse. To timer efter operationen kan patienten selv gå derfra.
Det valgte vi. Vi kontaktede dem i Tyskland med hjælp fra Skandinavisk Patientservice i Frederikshavn, og kom til inden for 14 dage.
Da vi ankom til Alpha Klinik i München blev der taget godt imod os. Her blev Pia scannet, røntgen-fotograferet, fik en meget gennemgribende helbredsundersøgelse, med blodprøver, urinprøver hjertekardiogram, blodtryk osv. samt en gennemgribende samtale om helbredet, med en læge.
Hele processen den første dag, tog 4 timer. Så samlede man alle resultaterne hos en læge, som vurderede Pias tilstand, og han havde alle kortene på hånden.
Til vores store forundring kunne han fortælle, at Pia ikke længere havde en prolaps. De viste os billederne, hvor man kunne se hvor den havde været, men den havde trukket sig så meget, at den ikke længere trykkede på nerven. Træningen i dagligdagen havde haft en positiv effekt. Men Pia mærkede det ikke, hun fik faktisk mere ondt, jo mere hun trænede.
Nu var gode råd dyre.. var vi rejst forgæves, og hvad var årsagen til at Pia stadig havde ondt, når prolapsen var væk?
Lægerne holdt en lille konference, og fandt frem til at der på billederne var nogle sorte pletter som ikke skulle være der. De sorte områder var antageligt en betændelsestilstand omkring nerven, som var opstået på grund af den langvarrige iritation af nerven, mens prolapsen var der.
Behandlingen bestod i, at Pia fik lagt en blokade fire steder i lænden, bestående af Cortison og lokalbedøvelse, ind i facetledene hvor betændelsen var.
Samt en kur med Keltican N. Hun skulle tage 100 kapsler, en morgen, en aften i 50 dage.
Så kunne vi godt tage hjem. Pia var smertefri!
Der gik 9 dage før hun mærkede noget til ryggen igen, men det kunne klares med lidt smertestillende.
Pia trappede sig selv ud af hendes morfin forbrug, store mængder, som havde varet næsten et år.. og klarede sig nu med Ibumetin og Panodil.
Foråret 2008 er gået og Pia fik det bedre og bedre.
Hun var af sted, til endnu en behandling i München, og er pr. 1/4 08. startet på fuld tid på arbejdet.
|